Kurt Trampedach døde af et hjertestop d. 12.11.2013, og med ham mistede vi en af de mest markante, danske kunstnere fra det 20. århundrede. Nekrologerne er skrevet for længst, men i de fleste blev der desværre fokuseret mere på hans turbulente liv og på de forfærdelige brande end på dét, det dybest set drejede sig om, nemlig hans billeder – og her ikke mindst dem, der blev til sent i hans karriere. Hovedværkerne.

Trampedach havde et voldsomt, inspirerende og generøst temperament, og han ødslede med billeder af en fuldkommen forbløffende originalitet. Der var tydeligvis tale om et stærkt personligt projekt, som aldrig tillod ham ro - og om en drift mod det ukendte, som havde karakter af en besættelse. Hans samlede værk udgør intet mindre end en rejse fra mørke mod lys og er uden tvivl et af de betydeligste bidrag, Danmark har ydet international billedkunst i nyere tid.

Han brød igennem i 1960erne med en række sortladne lærreder, som ramte tiden rent, samtidig med at de var rundet af en ældre tradition. Hans rollemodel var Rembrandt, men han malede sine billeder til lyden af Rolling Stones. Hans tempo var højt og hans talent indlysende, og han kom derfor til at stå stadigt stærkere frem i den offentlige bevidsthed, først som maler og siden som billedhugger.

Trampedach tog fra starten udgangspunkt i sit eget fysiognomi og sin egen psyke, og hans talløse selvportrætter er lige så facetterede, som de er fascinerende. Set på langs af tiden udgør de et målrettet og stærkt emotionelt udsagn om eksistensen. Dette skyldes ikke mindst, at han livet igennem var fuldkommen uforsonlig i sin omgang med stoffet, med farven såvel som fortællingen.

Uforsonligheden forløste en mærkeligt vildtvoksende energi og med den som motor lykkedes det ham omkring årtusindskiftet at male sig ud i områder, hvor kun de færreste kunne følge ham, og hvor hvert billede var et nyt billede, som ingen havde set magen til før. Disse billeder var lige så monumentale, som de var vedkommende, og de skildrede børn eller barnlige størrelser, som stod og stirrede betragteren i møde med spørgende øjne. De var stærke i farven og tunge i stoffet og så levende i udtrykket, at mange brast i gråd, når de så dem.

Der var tale om nye billeder i enhver forstand. De var særegne og egensindige og lignede absolut ingen andres, og de udgør noget af det mest originale, nogen dansk billedkunstner nogensinde har efterladt sig. De var ukonventionelle og smagsdommerne herhjemme reagerede uvilkårligt med berøringsangst og afviste dem som kitsch. De havde aldrig set noget lignede og forstod slet ikke, at billederne var det strålende resultat af 50 års intens fordybelse i farven som det stof, billeder bliver gjort af, og i selvet som det sted, hvor erkendelserne opstår.

Trampedach skabte denne forunderlige serie af eksistentielle udsagn i selvvalgt isolation på et bjerg i Pyrenæerne, fjernt fra verdens vrimmel og kunstlivets normer. Hans nærmeste omgang i denne kreative fase var ikke så meget mennesker, som det var hyrdehunde, halvvilde heste og en flok gæs, der passede på ham om natten.

Serien markerede hans stjernestund. Siden fulgte brandene, vreden, mismodet, paranoiaen og til slut depressionen. Billeder af samme kaliber fik vi derfor ikke længere fra hans hånd. Nogle skrøbelige tegninger fra 2009 var det eneste ny, der kom ned fra bjerget, og selv om de var bevægende, havde de slet ikke fordums kraft.

Når det gælder Kurt Trampedachs pludselige død, kan man derfor med god ret tillade at benytte den forslidte frase, at han nu omsider har fået fred.  

af: Mikael Wivel, kunsthistoriker, dr.phil.